”I’ve had a lot of worries in my life, most of which never happened.”
 Mark Twain

Vi kender til det alle sammen. Bekymringer. De er både noget Fanden har skabt og en slags forsikring mod ulykker. Så bekymringer er altså nødvendige, og gør os i stand til at overveje konsekvenserne af de handlinger vi foretager os. Det bliver først et problem, når vi bekymrer os FOR meget. Så befinder vi os i en angsttilstand og her er vi ikke i stand til at se de glæder, som livet også består af.

Det moderne menneske bekymrer sig om alt muligt. ”Hvorfor er jeg ikke lykkelig?” ”Kan jeg klare mig?” ”Hvad mon andre tænker om mig?” ”Fejler jeg noget alvorligt?” ”Finder jeg nogensinde kærligheden?” ”Hvad nu hvis…”
Det er ikke de bekymrende tanker i sig selv, der er problemet. Det er den måde vi forholder os til dem på. Hvis vi ikke tror på, at vi har indflydelse og kan gøre noget ved de bekymringer, ja så stiger bekymringerne i intensitet. Så er vi lammet i de situationer, der kræver at vi handler. Overdreven bekymring hæmmer, lammer og ødelægger.

Men den gode nyhed er; at bekymringer ’bare’ er tanker. Tanker er ikke mejslet i granit, de kan ændres. Vi kan ændre hele vores tankestil. Og det er her vi skal grave dybt, hvis ikke vi har så let ved at finde de positive og glade tanker frem.

Hvad hvis jeg fortæller dig, at du kunne slippe bekymringerne? Bare slippe dem. De vil altid være der, så læg mærke til dem, se på dem og så… slip dem! I stedet for at lade de bekymrende tanker rulle derud ad, gøre dig handlingslammet med en følelse af uro og angst, eller at lade dig handle uden at have dit hjerte med.

Hvor meget plads tror du der ville være til glæde, positive tanker, handling, mod, fokus og drømme, hvis bekymringerne optog mindre af din hjertekapacitet? Ret så meget endda. Helt op til 80% af dine bekymringer bliver aldrig nogensinde til noget. ALDRIG. Mange af mine klienter tror, at de kan bekymre sig fra at ting sker. Men sandheden er, at vi ofte ingen indflydelse har på om ting til ske eller ej. Størstedelen af det du bekymrer dig om i dit liv, er uden for din kontrol.

Alligevel bruger du op til 48.000 af de ca. 60.000 tanker du tænker pr. dag på at bekymre dig om noget, der ret så sandsynligt ikke vil ske. Og hvis det skete, ville du ikke have nogen indflydelse på det.

Så kan vi ikke godt blive enige om, at

Bekymringer.
Er.
Spild.
Af.
Liv.

Stop op. Læg mærke til, hvilke bekymringer du står over for. Og spørg dig selv: ”Er de ingen for min kontrol?” Hvis ikke, så slip dem. Ændre på det, du kan ændre noget ved, og acceptér det du ikke kan ændre. Det er ikke et quick-fix, det er hårdt arbejde. Men jeg lover dig, at det er det hele værd.

Giv plads til glæden, selvkærligheden, selvværdet og ikke mindst LIVET. Og tak dig selv for det.