Nærvær. Vær nær. Er en kæmpe mangelvare i vores samfund i dag. Vi har så travlt med at have travlt; travlt med at tage en uddannelse, travlt med at få en karriere, travlt med at rejse, travlt med at selvudvikle os, travlt med at finde en partner, travlt med at få børn, bil, hund, sommerhus… ’fill in the blanks’.

Vi lever efter devisen, at livet er kort. Så vi må hellere få det meste ud af det, malke det hårdt. Vi løber stærkt med en følelse af, at døden ånder os i nakken. Måske er det slet ikke døden, der skræmmer os. Men mere tanken om, at vi ikke når alt det, vi skal nå!

Verden er ét stort overflødighedshorn af oplevelser og produkter som vi har travlt med at opleve. Så travlt at det paradoksalt nok kan ende med at invalidere os eller ligefrem forkorte vores liv. Vi har mest af alt brug for at sætte farten lidt ned, trække i håndbremsen. Men vi tør ikke. Det er svært. Vi er bange for at gå glip af, bange for at spilde tiden. Vi er fanget i et mønster, hvor vi fokuserer på fortiden og fremtiden, i stedet for at være til stede i øjeblikket. Vores bevidsthed er et andet sted, vi kører på automatpilot i forhold til øjeblikket. Vi er fraværende og vi går faktisk glip af alt det som øjeblikket har at byde på. Øjeblikkene er lige her og lige nu, men vi glemmer at stoppe op og opleve dem.

Vi er online konstant og vores såkaldte ’smartphone’ er en integreret del af vores hånd. I min datters vuggestue er jeg blevet mødt med et skilt. Et skilt, der vel at mærke har vakt en del følelser i mig; vrede, harme, ked-af-det-hed, tristhed, frustration, hjælpsomhed m.m. Jeg har været hele følelsesspektret igennem inden, jeg satte mig ned og skrev dette lille skriv.

På skiltet står der:
”Vi beder jer om ikke at tale i mobiltelefon, når I henter jeres børn. De har brug for, at I er nærværende, når vi skal afslutte deres dag hos os. Så bliv færdig med jeres samtale inden, I kommer ind til den næste vigtige samtale.”