Moderskabet er en kompleks størrelse

– lad os bare konkludere det!

Min ældste fylder år lige om lidt. 9 år. Jeg synes det hele går så stærkt for tiden. Han klarer så mange ting selv, står stærkt i sig selv, hviler i sig selv, klarer kriser, konflikter og modstand. Min lille dreng, der slet ikke er så lille mere. På mange måder synes jeg, at jeg lyder gammel, når jeg beder tiden stå lidt stille. Men det er sådan jeg har det.

Pause, tak! P A U S E!

Hele vinterferien har han hygget sig på skatecamp, hvilket har resulteret i at han ønsker sig et buskort, så han selv kan tage afsted til skatehallen. På én og samme måde er jeg stolt og overrasket, over at han tør og vil tage alene afsted. Men selvfølgelig, hvorfor skulle han ikke turde eller ville det? Det er præcis det jeg har opdraget ham til, at være selvstændig. Lige nu tænker jeg; hvad har jeg gjort?! Ha, ha! Ej, det gør jeg ikke, men udviklingen kan være svær at følge med i. Kender du det?!

Jeg er glad, trist og savner på samme tid. Glad over, at han har mod på livet, nyder at være afsted og er glad for at lære hele tiden. Det gør ham glad og hans selvværd bliver boostet. Trist over tanken om, at han lige så stille glider væk fra min favn. Bliver selvstændig og kun kommer til mig ind imellem. De øjeblikke bliver færre og kortere. Og så mærker jeg den savn, der ligger i ikke at være sammen hele tiden. Åh jeg er splittet…

Men de må godt være der, de følelser. De forløser sig, når jeg giver dem lov til at være der. De er en del af vores relation, en del af os, lige der hvor vi står hver især. Imens husker jeg på og takker mig selv, for alle de stunder og al den tid, jeg har prioriteret med ham, imens han var lille og havde ekstra meget brug for mig.

Og så trækker jeg vejret, minder mig selv om, at jeg gør det godt. Og at denne udvikling er helt normal. Smiler og vælger taknemmeligheden.